Værdisæt

Jobsamtalens (måske) vigtigste spørgsmål

Et af de vigtigste spørgsmål til en jobsamtale er, hvad der betyder noget for dig. Vi spørger vores kandidater ind til deres værdisæt, værdigrundlag eller værdier. Overraskende, finder mange dette svært at svare på. Det skyldes ikke, at kandidaterne møder uforberedte op til samtalen. Tværtimod, de er yderst velforberedte, når det gælder faglige kvalifikationer, udviklingspotentiale og styrker.

Hvad menes der med værdier?

Materielle ting har en målbar værdi, som kan opgøres i kroner og ører. Men vores holdninger og følelser har også en værdi, som betyder noget for os. Det kan ses, som en retningslinje eller nogle kriterier, som guider os, når vi træffer et valg. Måske du har oplevet episode, hvor der er sket eller blevet sagt noget, som tilsyneladende er okay for de andre i selskabet. Du har derimod oplevet at du blev forarget, oprørt eller vred. Det påvirker dig og dermed også dine værdier. Når du kender dine egne værdier, og du ved hvilke værdier, der betyder mest for dig, så kan du bedre navigere væk fra de mennesker og episoder, der ikke imødekommer dit værdisæt, og som derfor vil påvirke dig negativt. Formålet er at få afdækket, hvad der er vigtigt for dig, og om det stemmer overens med de værdier, som din kommende arbejdsgiver giver udtryk for. Kan du nå de mål, den vision og dermed de resultater, der er lagt op til i stillingen?

Hvordan finder jeg mit værdisæt

Udtrykket ”Du skal behandle andre, som du selv vil behandles” er en god rettesnor, når du skal arbejde med dine værdier. For hvordan vil du behandle andre? Hvad kan man forvente af dig? Hvis du har børn, så kan du også se på, hvordan du opdrager dem. Er det vigtigste for dig, at dine børn behandler andre med respekt, ordentlighed, troværdighed eller noget helt andet?

Hvilken sport tiltrækkes du af? En hård individuel sport, der handler om, at du presser dig selv til det yderste. Er det modsat fællesskabsfølelsen i holdsport, der er det vigtigste?

Hvilke mennesker kan du lide at omgås? Er det vigtigste, at de arbejder hårdt, at man kan stole på dem, eller at de behandler alle retfærdigt?

Vi har herunder beskrevet nogle af de værdier, der kan være vigtige for dig. Du vil måske tænke, at de fleste passer på dig. Det er de færreste, der vil betegne sig selv om værende utroværdige eller respektløse. Men hvad er vigtigst? Vægter du ordentlighed højest, udelukker det ikke de andre værdier, men er det ordentlighed, der betyder mest for dig, og som omfavner dine handlinger, og den måde du går til verden på både privat og på arbejdsmarkedet?

Beskrivelserne er ikke en facitliste, for det er personlige værdier. Forskellige mennesker tillægger det samme ord forskellige betydninger, så derfor skal du altid være klar med eksempler på, hvad værdien betyder for dig.

Eksempler på værdier, og hvad de kan betyde:

Ordentlighed:

Det kan betyde, at du behandler andre respektfuldt og ordentligt, uanset hvem de er, og hvilket job de har. Det kan også betyde, at du tager dig tid til at fylde papir i printeren, så den er klar til din kollega, eller at du viser opmærksomhed mod dem, der har brug for en hånd.

Det kan betyde, at du går op i, at din adfærd er korrekt, anstændig og passende. Ordentlighed kan også henvise til fokus på detaljen, hvor du går op i ikke at lave fejl.

Ærlighed:

De færreste vil sige, at de er uærlige, men hvis ærlighed er en værdi, man har i livet, så er det et bevist valg om, at hvert eneste møde med et andet menneske er ærligt. Du har måske prøvet at have en samtale med en kollega, hvor du kunne mærke, at du ikke får hele sandheden at vide. Det har formentlig fået dig til at tvivle på modparten, jeres relation og måske dig selv og din rolle. Det er en vigtig pointe at huske, at ærlighed ikke betyder, at man skal fortælle alt. Det betyder blot, at man ikke fortæller usandheder. Der vil opstå ting, som ikke kan, eller som ikke skal deles med kollegaer på et givet tidspunkt, hvilket er forståeligt.

Et menneskes værdier handler også om at være ærlig mod sig selv og sine egne til- og fravalg.

Troværdighed:

Det kan betyde, at du går op i, at ”et ord er et ord”, og når en aftale er lavet, så kan man forvente, at den bliver overholdt.

Respekt:

Det kan betyde, at du går op i, at vise respekt for det, som andre mennesker har skabt. Det er vigtigt at respektere hvert enkelt menneske og for deres forskelligheder. Det kan være, at du har siddet til et møde eller en forhandling, hvor netop respekt har været udslagsgiven for udfaldet.

Selvrespekt:

At have selvrespekt, kan for dig betyde, at du anerkender dig selv og dit værd. Har du selvrespekt som en vigtig værdi, så står du ved dine grænser i både ord og handlinger.

Pligtopfyldende:

Det kan betyde, at du altid sørger for at dine opgaver er udført omhyggeligt, fordi du er hårdtarbejdende og pålidelig. Det kan være, at du laver de opgaver, som du bliver sat til af netop pligt, fordi du gerne vil gøre dit arbejde tilfredsstillende.

Retfærdighed:

Retfærdighed kan handle om, at du ønsker, at du og andre skal behandles retfærdigt. Det vil sige, at måden du tænker eller handler på er i overensstemmelse med din etik og moral. Du går formentlig op i, at alle bliver behandlet rimeligt, og at alle ligeledes har samme rettigheder.

Miljø og bæredygtighed:

I disse tider er der stigende opmærksomhed på, at vi alle behandler miljøet på en bæredygtig måde. Disse værdier kan hænge sammen med andre værdier i dit værdisæt. Derfor er det vigtigt at undersøge holdninger og afsæt i den virksomhed, som du er til samtale hos. Passer den til dit værdigrundlag?

Frihed: 

Det kan for nogle handle om at leve sit liv uden andres fastlagte rammer og have en frihed til at rejse. Det er dog nok de færreste, der har den mulighed i hverdagen. Frihed kan også have den betydning, at du har en følelse af at udleve dit fulde potentiale, hvor du ikke er fastlåst af andres normer og regler. Det kan handle om at have frihed til at stole på dig selv, og træffe dine egne beslutninger ud fra din overbevisning og dine holdninger.

Tryghed:

Det kan betyde, at det er vigtigt for dig, at du kan stole på dine kollegaer og på virksomheden. Det kan også betyde, at forudsigelige rammer på arbejdspladsen og arbejdsopgaver er vigtige for dig.

Klare sig selv:

Det kan handle om, at man gerne vil kunne klare opgaverne selv, og såfremt proceduren ikke kendes, så undersøges det. Man giver måske ikke op, men fortsætter indtil opgaven er løst. Eller det kan være at klare sig i livet som helhed.

Fleksibilitet:

Hvornår er man fleksibel? Det er meget forskelligt fra person til person, og en vil måske synes, at det er fleksibelt at tage en ekstra times arbejde planlagt dagen før, En anden laver måske oftere om på både arbejdsopgaver og arbejdstid. Det er vigtigt for både arbejdsgiver og ansøger at forventningsafstemme, hvad fleksibilitet betyder i forhold til det konkrete job.

Familieværdier/privatliv:

Det kan betyde, at du værner om den del af dit liv, der ikke vedrører dit arbejde. På den ene side kan det betyde, at du ikke ønsker, at dine kollegaer skal vide ret meget om den del af dit liv. Det kan også betyde, at du vægter tid med din familie højt. Hvad betyder det i forhold til et job? Ønsker du at være på nedsat tid? Eller betyder det, at du sætter pris på at tage med børnene til fodbold i weekenden?

Det er vigtigt at huske, at det er eksempler og at der ikke er noget, der er rigtigt eller forkert. Det handler ikke om at svare rigtig på et spørgsmål, men derimod at svare så ærligt som muligt. Det er din fremtid, det handler om.

Hvordan bringer jeg mit værdisæt i spil til jobsamtalen

Show it-don’t tell it, er et udtryk, du nok har hørt mange gange, og det gælder i høj grad til en jobsamtale. Der kan være mange vinkler på den samme historie, og du skal fortælle den med udgangspunkt i dig og dine værdier. Prøv at fortælle den her historie færdig: ”Jeg har i mit nuværende arbejde været med til at implementere et nyt IT system, hvilket jeg er stolt af, fordi…”

Det kan for nogen være nemt at svare på. Samtidig kan andre have svære ved at fortælle, at de er stolte over et resultat, hvilket er helt normalt. Det er en god øvelse at lave, da de kan give dig og den ansættende leder en større forståelse for, hvem du er, og hvad der motiverer dig. Har du endnu ikke tænkt eksemplet færdig, så vente med at læse videre, til du har lavet øvelsen.

Hvordan ville andre beskrive det? 

Det handler om dig! Men for at forstå dig selv, så kan det være godt at tænke over, hvad andre måske ville have sagt om den samme historie. Det kan være historien havde lydt sådan her:

  1. Jeg har i mit nuværende arbejde været med til at implementere et nyt IT-system, hvilket jeg er stolt af, fordi systemet blev implementeret inden for tidsrammen og ikke overskred budgettet.
  2. Jeg har i mit nuværende arbejde været med til at implementere et nyt IT-system, hvilket jeg er stolt af, fordi jeg fik mine kollegaer med undervejs, og alle blev hørt i processen.
  3. Jeg har i mit nuværende arbejde været med til at implementere et nyt IT-system, hvilket jeg er stolt af, fordi jeg fik vist at jeg kunne lede et stort projekt.
  4. Jeg har i mit nuværende arbejde været med til at implementere et nyt IT-system, hvilket jeg er stolt af, fordi vores processer er blevet bedre, og det har lettet arbejdet for mine kollegaer og jeg.

Er du først bevist om dine værdier, vil du formentlig se, at værdierne har haft betydning for de største og bedste resultater i dit liv. Er dine værdier at være ihærdig og hårdtarbejdende, vil de største og bedste resultater være der, hvor netop disse værdier har spillet en rolle.

Hvad gør jeg, hvis ikke virksomheden deler samme værdisæt?

Du kan undersøge virksomhedens værdier, når du er bevidst om dine egne værdier. Det kan du gøre enten til jobsamtalen, eller når du tager referencer på din chef, hvilket vi har skrevet mere om her.

Selvom du og virksomheden ikke har sammenfaldende værdier, behøver det ikke betyde, at I ikke kan have et godt samarbejde. Dog kan der være tilfælde, hvor et match mellem medarbejder og arbejdsgiver ikke giver mening. Det kan være tilfældet i en virksomhed præget af hård konkurrence og meget ekstraarbejde, der stiller krav til høj fleksibilitet. I denne situation kan du overveje om virksomhedens værdier og arbejdskultur harmonerer med dine høje familieværdier. Det er vigtigt, at DU mærker efter, hvad der er vigtigt for dig i dit nye arbejde. Du skal ikke blot udføre nogle opgaver, du skal også have det godt, mens du gør det. Du skal huske, at det kun er dig, der ved, hvordan værdierne har indvirkning på dit liv. Derfor skal du have indsigt i dine egne værdier. Så kan du bruge dem som en guide til at leve det liv, som du ønsker -både i dit arbejds- og privatliv.

Vær opmærksom på, at virksomhedens værdisæt kan være formuleret på et overordnet plan, dermed kan den ikke altid efterleves i dagligdagen. Det er derfor vigtigt at stille spørgsmål til virksomhedens værdier. I den sammenhæng er det vigtigt med eksempler på disse med lederens egne ord og eksempler.

Har du brug for sparrring omkring værdisæt?

Tag fat i os, for en snak omkring værdisæt eller andre spørgsmål du har!